Velkommen til Vædderbos Familieafdeling
Vædderbos Familieafdeling ligger i Nykøbing by på Mors.
Du og din familie har eget værelse/værelser og deler flere fællesrum med de andre familier. Der er fælles stue med tv, lege- og aktivitetsrum samt køkken.
Udover fællesrummene har Vædderbos Familieafdeling gode udendørsfaciliteter i form af legeplads, græsareal, og terrasser.
Et ophold på Vædderbos Familieafdeling vil for mange være forbundet med forbehold og nervøsitet, hvilket vi anerkender og respekterer. Som udgangspunkt vil vores anbefaling være, at man ikke deler baggrunden for opholdet på Vædderbo med de andre familier – dette både set i perspektiv, at man har ret til at være en privat person, men også at ingen skal mødes med forventninger om, at de også skal rumme andres historier og udfordringer.
Din dagligdag på Vædderbos Familieafdeling:
Udgangspunktet for dit ophold er aftalt på visitationsmødet, hvorfor det er meget forskelligt, hvordan de enkelte familiers hverdag ser ud og hvad den indeholder.
De aktiviteter, man skal deltage i er:
- Samtaler med sin kontaktpædagog
- Forældreundervisning
- Parsamtaler, hvis nødvendigt
- 1 husmøde med alle, der bor i familiehuset
- Morgenmad fra kl. 08.00 til 09.00
- Rengøring af eget værelse og toilet
- Tøjvask
- Madlavning
- Rengøring af fællesrum
Aktiviteter, som man kan vælge, er:
- Babysvømning
- Fitness
- Gåture
- Mindfulness
- Kreative aktiviteter
- Støtte til at rydde op i og fastlægge budget
- Støtte til udfyldelse af papir med jobcenter/uddannelse eller andet
Besøg i og udenfor afdelingen:
Hvis du går fra afdelingen, eksempelvis på en bytur, er det vigtigt, at du gør personalet opmærksomme på dette, så vi altid ved, hvem der er i huset.
Du er velkommen til at få gæster – besøgene foregår hos dig og skal være aftalt på forhånd.
Vuggestue og børnehave:
Der laves individuelle aftaler i forhold til vuggestue og/eller børnehave.
Regler og rammer:
Der må ikke indtages alkohol eller nogen form for stoffer på Vædderbos Familieafdeling.
Truende adfærd, trusler og vold accepteres ikke på Vædderbos Familieafdeling, hverken fra beboere eller pårørende. Det er Vædderbo, der definerer, om der er tale om trusler eller vold.
Dyr kan ikke medbringes.
Læge/sundhedsplejerske:
Vædderbo deltager i lægebesøg vedrørende barnet, hvis det skønnes nødvendigt. Man kan altid ønske at få støtte til et lægebesøg.
Vædderbo har egen sundhedsplejerske, som kommer i huset hver uge. Der laves individuelle aftaler med jer i forhold til besøg af sundhedsplejerske og hyppigheden herfor.
Venlig hilsen
Personalet i Familiehuset