Pædagogik på Vædderbo
Unge, der bliver anbragt på Vædderbo, har et massivt behov for pædagogisk behandling og vejledning.
Hverdagens struktur er en af de pædagogiske grundsten i forhold til de unges udvikling. Det er vigtigt, at rammen omkring de unge er forudsigelig og genkendelig, da det giver de bedste forudsætninger for den enkeltes udvikling og trivsel.
På Vædderbo arbejder vi med en ressourcefokuseret, anerkendende pædagogik. Vores pædagogik er blandt andet baseret på, at barnet eller den unge skal udvikle evnen til selvforvaltning.
På Vædderbo er kodeordene relation, involvering og medinddragelse.
Dette stiller store krav til medarbejdernes relationskompetencer, idet medarbejderne som fagpersoner har ansvaret for dels at kunne håndtere den enkeltes mistillid og dels at kunne arbejde målrettet på at skabe kontakt og finde et fælles grundlag for samspil og udvikling med barnet/den unge.
Det er vigtigt, at vi som pædagoger er rollemodeller og er dem, der viser vejen til en hverdag med forudsigelighed og struktur. Den overordnede struktur for afdelingen er pædagogernes ansvar og det er deres ansvar at inddrage børnene/de unge i at strukturere deres hverdag ud fra den enkeltes behov, ønsker, udviklingstrin og udvikling generelt.
Vi har som voksne ansvaret for rammen og strukturen, hvilket er med til at gøre det muligt for den enkelte at udvikle sig i et passende tempo og ud fra den enkeltes forudsætninger.
Vi skal som voksne spejle børnene og de unges handlinger og adfærd, så det er muligt at se og forstå, hvilken effekt deres adfærd har på andre – gennem spejling er vi med til at gøre det muligt at udvikle nye strategier og handlemuligheder.
Alle børn, unge og voksne deltager i afdelingens hverdag, i form af praktiske gøremål som rengøring, tøjvask, madlavning m.m. Det er de voksnes ansvar, at disse gøremål bliver udfærdiget og de skal være dem, som motiverer, hjælper og støtter i udførelsen af disse.
Der arbejdes ud fra en udviklingsplan, som laves og gennemgås i samarbejde med barnet/ den unge – dette med henblik på synliggørelse af den enkeltes arbejdsområder/ problemstillinger. Via samtaler og løbende opfølgning på løsning af dagens udfordringer motiveres barnet/den unge til at tage ansvar og i højere grad deltage i beslutninger om sit eget liv.
Den strukturerede ramme fyldes med en pædagogisk grundtanke, som er fæstnet i KRAP – hvor vi er undersøgende på, hvad den enkelte tænker, føler og mener – hvad er deres virkelighed, vi skal ikke være dem, der ved bedst. Anerkendelse og positiv feedback samt fejring af selv de små succeser skal være en naturlig del af hverdagen