Værdigrundlag – Paragraf 43, 66 og 107
Vædderbo er et opholdssted for børn og unge i Nordjylland. Vi er godkendt efter paragraf 43, 66 og 107. Vores menneskesyn tager udgangspunkt i, at ethvert menneske er unikt og udvikler sig i relationer med andre mennesker. Derfor anvender vi altid en anerkendende tilgang til vores børn, unge og familier. Vores arbejde baserer sig hovedsageligt på teorier vedrørende mentalisering og kognitiv terapi, med fokus på de positive ting.
Dette stiller store krav til medarbejdernes relationskompetencer, idet medarbejderne som fagpersoner har ansvaret for, dels at kunne håndtere eventuel mistillid og dels at kunne arbejde målrettet på at skabe kontakt og finde et fælles grundlag for et samspil med det enkelte barn, unge og familie.
Ud fra ideen om, at alle er kompetente individer, der skal lære at klare sig selv i videst muligt omfang, vil alle blive mødt med følgende værdier:
- Empatiske og omsorgsfulde medarbejdere, som sørger for, at forholdene omkring den enkelte er i orden og derved skaber nogle rammer om og relationer til barnet, den unge eller familien, som gør det muligt at udvikle sig og skabe nye mål og udviklingspunkter.
- Alle vil blive mødt af medarbejdere, som hjælper til med at skabe den trygge og faste base, som er fundamentet for udvikling. Et rum, hvor den enkelte vil mærke omsorg, anerkendelse og forståelse.
- Vi tror på muligheder frem for begrænsninger. Vi kan ikke ændre på fortiden, men vi kan sammen gøre en indsats for, at fremtiden skal blive anderledes.
- Alle vil blive mødt af tydelige medarbejdere, der spejler det, de observerer, guider og vejleder i nye mestringer.
Paragraf 43, 66 og 107
Hos Vædderbo er vi godkendt efter paragraf 43 nr. 6, stk. 3, 66 og 107. Vædderbo modtager børn, unge og familier, jf. LLS § 66 og §107, efterværn § 76 samt døgnophold § 52, stk.3, nr. 4.